Vikarerne udgør i dag omkring en femtedel af lærerkræfterne.
Når 40 procent af forældrene i en ny undersøgelse fra Skole og Forældre peger på “for mange vikartimer” som en af folkeskolens største udfordringer, skal vi tage det alvorligt. For bag tallene gemmer sig børns oplevelse af uforudsigelighed, uro og manglende sammenhæng i skoledagen.
Vikarerne udgør i dag omkring en femtedel af lærerkræfterne. Det betyder, at mange børn ofte møder voksne, der ikke kender dem, deres klassefællesskab eller skolens pædagogiske retning. Den manglende kontinuitet påvirker både relationer, læring og trivsel, og det er en udfordring, vi som politikere må tage ansvar for.
Forskningen viser tydeligt, at trygge relationer, tydelig klasseledelse og pædagogisk kontinuitet er afgørende for børns læring og trivsel. Derfor skal vikarer ikke ses som midlertidige løsninger, men som en integreret del af skolens kvalitet. Det kræver, at vi investerer i deres kompetencer – i klasseledelse, pædagogik og specialpædagogik – så de kan skabe ro, struktur og læring, også når den faste lærer er væk.
Som Venstre-kandidat i Gentofte vil jeg arbejde for, at børns trivsel og læring altid går forud for system og skemaer. Vi skal turde tænke nyt, stille krav til kvalitet og prioritere de voksne, der møder børnene hver dag – også vikarerne.
For undervisningen må ikke gå på pause, bare fordi læreren gør.
Børn fortjener stabilitet, faglighed og tryghed – hver dag.
Det er sådan, vi skaber en folkeskole, der giver alle børn mulighed for at trives og lære mere. Og det er netop dét, Venstre vil kæmpe for i Gentofte.
Af Anne Sofie Stevnhoved KV25-Kandidat
Slået op på www.sn.dk/gentofte-kommune | 15. november 2025

