
Marie Brixtofte
Kommunalbestyrelsesmedlem, KV25-kandidat og Folketingskandidat i Gentofte Kommune.
Morten Løkkegaard
Kommunalbestyrelsesmedlem, KV25-kandidat og medlem af Europa-Parlamentet.
Venstre har stillet forslag om årlige skattelettelser som en nødvendig modvægt til det offentliges vokseværk. Kort efter blev det besluttet, at sænke kommuneskatten med 0,32 procentpoint. Der peges på, at op mod 30 % af skatteindtægterne går tabt til administration, bureaukrati og reduceret arbejdsmotivation. Derfor insisterer vi på, at skattemidler kun skal opkræves, når de bruges klogt og effektivt.
Det kan godt lade sig gøre at løse opgaver hurtigere, billigere og mere målrettet uden at gå på kompromis med velfærden. Venstre har arbejdet for at modernisere kommunens opgaveløsning – ikke ved at løbe hurtigere, men ved at bruge teknologien klogere. Det er lykkedes at få afsat midler til at afprøve AI-teknologi i administrationen, så flere ressourcer kan frigives til netop det, der ikke kan automatiseres: menneskelig kontakt og omsorg. Men det er langt fra nok set i lyset af de muligheder og besparelser, der ligger forude.
Venstre har været med til at sikre konkrete grønne tiltag, som både beskytter naturen og styrker borgernes adgang til den. Blandt andet er der afsat midler til etablering af stenrev, som forbedrer havmiljøet og vandkvaliteten – særligt vigtigt i en tid, hvor forurening truer vores badevand.. Som led i at fremme bæredygtig transport og fremkommelighed er der investeret i flere cykelstier, elladestandere og forbedret vejvedligeholdelse.
Samtidig deltager Gentofte – med vores opbakning og stor glæde – i et projekt inspireret af EU’s New European Bauhaus, hvor klimatilpasning, æstetik og borgerinddragelse tænkes sammen. I denne sammenhæng er der udviklet en vision for Charlottenlund Strandpark, hvor natur, rekreation og fællesskab går hånd i hånd.
Mange ældre oplever desværre ensomhed – både i egen bolig og på plejehjem. Derfor har Venstre været med til at sikre midler til projekter, hvor børn og ældre mødes i fælles aktiviteter. Her bygges bro mellem generationerne, og livskvaliteten styrkes for begge parter. Derudover har vi arbejdet for, at Gentofte Kommune skal kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i en tid, hvor alle mangler kvalificeret arbejdskraft, at åbningstiderne i Kildeskovshallen udvides, og at ensomme ældre får bedre transportmuligheder med FlexTrafik.
Alt for mange børn og unge mistrives – også i Gentofte. Venstre har derfor særligt fokus på initiativer, der fremmer trivsel, læring og fællesskab. Det er lykkedes at videreføre trivselsfag og co-teaching på skolerne og samtidig afsætte midler til analoge undervisningsmaterialer, så undervisningen ikke bliver ensidigt digital. Vi har med succes kæmpet for konkrete trivselsværktøjer i 6. og 7. klasse for at opdage problemer tidligere og handle forebyggende, mens flere skoler også har fået mulighed for at indføre senere mødetider i udskolingen – i tråd med søvnforskning. Derudover har vi sikret ressourcer til børn med særlige forudsætninger, fx højt begavede børn, hvor hele 40% mistrives, før deres behov identificeres.
Børn og unge skal mødes med tydelige, trygge rammer. Derfor har Venstre medvirket til, at der nu er fælles værdibaserede retningslinjer i daginstitutioner og skoler – med fokus på fx alkohol, skærmtid og trivsel. Det er ikke kontrol, men omsorg – og det styrker fællesskabet og dialogen mellem skole, hjem og lokalsamfund.
Selv i en ressourcestærk kommune som Gentofte lever omkring 400 børn under den nationale fattigdomsgrænse. Det er 400 børn for mange. Venstre har med budgetaftalen været med til at sikre, at Gentofte Kommune undersøger, hvordan vi bedst kan reducere børnefattigdommen og skabe bedre vilkår for disse børn – ikke kun her og nu, men så de får de bedst mulige forudsætninger for et godt liv.
