Nils Juhl Andreasen


Lidt om mig.

71 år. Pensionist. Formand for Venstre i Gentofte. Født i Vendsyssel. Cand. Scient. Pol. Gift og har to voksne børn. Boet det meste af tiden i Gentofte siden 2001. Karriere i erhvervsorganisationer 1984 – 2021, heraf 10 år som lobbyist for landbruget og landbrugets virksomheder i Bruxelles. Adm. dir. for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og branchedirektør i Dansk Industri. Nyder gerne at se en god fodboldkamp, at overvære en klassisk koncert, en tur på cyklen, et godt måltid og en runde golf.


Mine mærkesager:

  • Færre regler – mindre bureaukrati

Politik handler oftest om at vedtage regler – ikke om at afskaffe regler. Enhver regel medfører bureaukrati. Hos offentlige myndigheder. I private virksomheder. Hos den enkelte borger. Regler udformet i den bedste mening medfører ofte unødvendige og utilsigtede begrænsninger. Gentofte kommune er ingen undtagelse i denne sammenhæng. Lad os gennemgå alle kommunale områder, fra lokalplaner over skoler, veje og plejehjem til regler for kommunale udbud. Hvilken gavn har vi af reglerne, og hvilke ulemper medfører de? Og kan det problem, sagen handler om, løses uden regler?

  • Ro i klasseværelset

Uro i klasseværelset er uønsket. Visse elever mistrives på grund af støj og uro. Nogle må sidde med høreværn for at holde det ud. I nogle tilfælde ender det i skolevægring. For alle elever medfører det mindre udbytte af undervisningen. I Gentofte kommune ender 7-8 pct. af eleverne med ikke at bestå 9. klasses afgangseksamen i dansk og matematik. Det bør have højeste prioritet for skoleledelsen, lærerne og forældrene at sikre ro i klasseværelset, så alle kan holde ud at være der, og så alle får bedre udbytte af undervisningen. Jeg kan nemt finde rutiner fra min skoletid, som bidrog til ro, struktur og ordentlighed i klasseværelset fra lektionernes begyndelse og til næste frikvarter. Lad og komme i gang.

  • Attraktive byrum

Der er tendens til butiksdød i Gentofte kommune. Det skyldes ikke mangel på købekraft. Det skyldes i højere grad uattraktive butiksstrøg. Det fleste steder er der givet plads til at parkere biler, men ingen plads til at ”parkere” mennesker i attraktive omgivelser og med mulighed for at dyrke lidt fællesskab. Opgaveudvalget om BAUHAUS-Gentofte pegede på mulighederne. Nu er tiden inde til at føre det ud i livet. Der skal inviteres til oprettelse af lokale borgergrupper, som kan inddrages i virkeliggørelsen af ambitionerne, og som kan være drivkraften bag de initiativer, der skal gøre det oplagt at benytte byrummene og at støtte de lokale forretningsdrivende.

Vil du være en del af holdet?

Vil du være en del af KV-25 holdet ?